Indkøb

I dag vågnede jeg op i hvad der skal være mit hjem de næste 5 måneder. Under al snavset gemmer der sig garanteret en lækker lejlighed, men lige nu er her utroligt beskidt. Jonas og jeg tog bussen ind til centrum, for at købe rengøringsartikler, håndklæder, shampoo og andre kedelige ting, som vores 20 kilos bagagebegrænsning ikke tillod os at tage med hjemmefra.

Den hurtigt voksende middelklasse i Kina har betydet at internationale franchise selskaber i større grad gør sig gældende på et marked hungrende efter kvalitetsvarer. USA var hurtige til at introducere bl.a. Walmart, som også har fundet vej til vores lille flække; Jinan. Det udenlandske koncept og navn til trods, er kunderne alle kinesere, og vi vækker en del opsigt, da vi traver rundt og river varer nok ned fra hylderne, til at fylde en hel indkøbsvogn – nok til at skabe paniktilstande ved kassen. Én ting gør dog Walmart unik i forhold til søsterbutikkerne i oprindelseslandet: her findes traditionelle kinesiske ting som nunchakus (!) og hønsefødder.

Store Rejsedag

Kl. 13.11 steg vi på toget mod Jinan. Eksprestoget var udsolgt, så den stod på 7 timer i selskab med folk og fæ. Vognen var propfyldt, og vi lagde ud med at styrke vores popularitet ved at bede folk om at fjerne sig fra vores reserverede pladser. Overfor sad dog en flink familie, hvis søn i mellem lektielæsningen fik tid til at hjælpe os med at hente vand til vores nudler i en anden vogn. Sin alder til trods (ca. 10 år), var han den eneste i familien som kunne et par ord på engelsk. Trætheden meldte sig dog, og hele familien faldte i søvn. Harmonien blev dog brudt af en jurastuderende pige, som simpelthen bad familien flytte sig, så hun kunne snakke med os. Ak ja, her er stadig stor klasseforskel. 15 minutter var alt, hvad jeg kunne holde til at høre på af hendes vrøvl, mens Jonas holdte ud lidt længere, og tøsen faldte pladask for ”beautiful Danish man”.
I Jinan blev vi modtaget af Sam; vistnok engelsklærer og altmuligmand fra universitetet. Han kørte os til vores nye hjem, som er en bygning skråt over for Universitetet. Vi fik tildelt hver vores lejlighed (!), og deler opgangen med andre udlændinge tilknyttet Shandong Jiaotung University.

Stenmur og Rock!

Så var der dømt mur. Ikke som den i fodbold eller i Berlin, men Den Kinesiske Mur. I bedste jydestil, sprang vi turistmasserne og –priserne over, og tog en lokal bus fyldt med lokale. Vi stoppede ved en del af muren, som lå ved byen Badaling. Sjovt nok havde horder af kinesere fået samme idé. Imellem de sorte knolde anede vi lidt mur engang i mellem. Trapperne tog dog pusten fra de fleste, og vi fik lidt spillerum til at fjolle rundt. Vi vender dog helt sikkert tilbage til vinter, når sneen er faldet og kinamand ikke har ferie.
Research hjemmefra omkring Beijings kulturelle tilbud, havde afsløret at vi netop var havnet i tidspunktet for afviklingen af Rock and Beer Festival. Verdens to bedste ting! (skarpt forfulgt af damer). Her hastede vi ud, og fangede et par koncerter med henholdsvis Brain Failure og Tang Dynasty. Det første navn var kinapunk med engelsk volapyk (oooohhhh oooohh USA UUUUSAAAA, go go go let’s go, Caaaaalling UUUUSA). Band nr. 2 var Big Fat Snake på kinesisk – lige til at lukke op og hælde soja i. Øllene var flotte udenpå, men indholdet var 98% vand. Soldater på pladsen sørgede for god (kommunistisk) ro og orden.

Kunst i Kina

Vi vågnede efter en meget lang og tung søvn. Hen på banegården, for at købe billetter til Jinan med afrejse fredag. Alt og alle var på kinesisk, men en engelsktalende kinøjser forbarmede sig over de forvirrede turister, og hjalp os med at sige de rigtige lyde til damen bag skranken.

798 er navnet på et nedlagt fabriksområde nordøst for centrum. Det er indtaget af kunstnere og deres værksteder. Her findes bedste bevis på, at kinesere kan andet end kopiere varer fra Vesten. Fotografier, skulpturer, video-installationer og malerier blev alle udstillet i de gamle haller.

Et skævt indslag var kunst fra Nordkorea. Vi snakkede med fyren, som havde besøgt vores gale nabo mod nord adskillige gange og købt kunst med hjem. Spændende at høre en førstehåndsberetning fra den nye atommagt.
Vi indtog aftensmad på en boheme-restaurant, og tog en taxa hjem. Og så drak vi øl.

Den Kedelige By

Op, ud og hen til Tian’aman Square (Den Himmelske Fredsplads på kina-engelsk). Rart at tage pladsen i bestik i dagslys, som kun gjorde området mere imponerende. Vi kæmpede os gennem folkemængden til Den Forbudte By, som var på dagens liste over essentielle attraktioner. Højkulturelle snobber bedes stoppe med at læse her....for det var kedeligt! Overrendt, -renoveret og -eksponeret beskriver vist meget godt Beijings største seværdighed. Så vi skyndte os ud at shoppe for at indhente lidt kultur. Som natsværmere tiltrukket af lys, løb vi mod neonskiltene i indkøbsgaden. Fire timer senere var vi bevæbnet med guidebog, kort samt nyt kluns.
Og så drak vi øl.

Til te i Beijing

Godt groggy efter en (for) lang flyvetur med Air Fransk, landede vi i Kinas hovedstad; Beijing. En bus og taxi senere fandt vi frem til vores hotel, som var booket hjemmefra sofaen i DK. Vi af-jetlagiserede med fire timers søvn, og en omgang lokal (hunde-)æde. Så blev dansken ellers sluppet løs i millionbyen. Uden guidebog, kort eller anden forhåndsviden vadede vi rundt på må og få, og snublede over Den Himmelske Fredsplads. Her var fuldstændigt fyldt med turister – men den gule slags. Det viste sig nemlig, at vi havde ramt national ferieuge, og folk og fæ fra alle egne var valfartet til Kinas politiske centrum.

Vores naturlige charme og skønhed, gjorde at vi hurtigt blev opmærksomhed for manges kameralinser og nysgerrige blikke (måske også lidt vores hårfarve og Jonas’ 1,93). To tøser fra Luoyang shanghajede os, og vi blev slæbt med på rundtur. De studerede international økonomi, talte godt engelsk, og den ene var grimmere end den anden. Vi tog på tehus – en tradition som hører nationaldagen til – og smagte på forskellige slags te. Det var dyrt, så vi flygtede fra tøser og tehus, og søgte flugt i flasken. Øl koster 2 yuan (1,50 kr), og to store sovepiller senere dejsede vi omkuld på hotelværelset (i hver vores seng!)

Luftbåren

Med DSB til CBH og videre med AFR via PAR til PEK. Transportmidler og destinationer er en mur af 3-bogstavs-forkortelser. Lige nu befinder vi os i 10.000 meters højde over Terra Firma med kurs mod Beijing (Peking). Undervejs fløj vi transit via Paris, men inden man kunne nå at sige: ”vullu vå kusjæ avæg moa”, var vi allerede ombord næste fly.

Som studerende med SU-budget, er monkey class en selvfølge med dertilhørende lugt og lyd af børnehave. Jeg deler stolerække med en kineser, som giver en blid introduktion til kinesiske skikke ved at være totalt ubehøvlet og spytte sine afgnavede negle ud over det hele. På min anden side sider en dansker ved navn Jonas, som det lykkes at ødelægge sit flysæde. Lad os håbe uheldet stopper inden vi lander...